
ABC Forlag (2023)
Rim og remser til vaskeægte vrøvleunger med illustrationer af Louise Johannesen.
Bogen bliver i 2026 lavet til en teaterforestilling produceret af Luna Park i coproduktion med Teaterhuset Filuren.
En fantastisk billedbog til højtlæsning med en herlig samlig af skøre og sjove rim og remser med fantasifulde og finurlige illustrationer. Det er glæden og legen med ord og sprog, der er i fokus og det giver sprogstimulering af meget høj kvalitet. Lektørudtalelse.
Billedbog på rim eksploderer, når man åbner den, og man bliver virkelig glad i låget. Alle fra ca. 3 år kan more sig over både tekst og billeder i timevis.
Brandmanden Ib og Brandmanden Bo gifter sig på rådhuset, som brænder ned af fyrværkeri, og efterlader en “skaldet og afsveden bryllups-borgmester”. Lommetyven Lummergøj elsker tomme lommer, som han sælger til lommefilosoffer. Også remsen om Skumrings-fidusen og Tusmørke-tanten, der danser nøgne til langt ud på natten, er helt uimodståelig. Den lille historie om forfatteren, der er en mutter, som digter om øllebrød og roser og flotte Finn fra Birkerød, er min favorit.
Betina Birkjær har skrevet flere bøger til både børn og voksne. Med denne herlige rim og remse-bog slår hun for alvor fast, hvor dygtig og sikker en ordsmed hun også er. Louise Johannesens illustrationer er simpelthen så dejlige og fyldt med detaljer. De er kærligt satiriske som Ib Spang Olsens tegninger. Af Jette Holmgaard Greibe, Litteratursiden
