Hvordan kan jeg lave stemningsskabende rum, som giver gæsten lyst til at gå på opdagelse, dvæle og undres. Lyst til at skabe sin egen historie. Finde sit eget rum. Jeg synes, at det er en fryd, at skabe fortællende rum, som appellerer til menneskets lyst til at interagere med sine omgivelser – til at sidde, ligge, kravle, lytte, kigge, dufte – fordybe sig og fortabe sig i nuet. Alt det som børn gør så glimrende uden vores hjælp men som vi som voksne skal have et lille skub til at genfinde.
Som barn elskede jeg at bygge byer af træklodser, smølfehuse, pinde, puslespil og hvad jeg ellers kunne finde af materialer i alle tænkelige afskygninger. Der er derfor ikke noget at sige til, at jeg allerede i 1997 blev tryllebundet af Enrique Vargas visuelle mastodont-værk Oráculi. At jeg blev nødt til at følge den vej, da chancen bød sig. Også selvom det betød endeløse timer med at hænge molton op i halvmørke, lappe huller og balancere på gamle stiger. Belønningen kom i form af forvandlinger og leg med alt, hvad man kunne finde på pulterkammeret, i køkkenet og rundt om den gamle militærbygning El Pólvorin i Barcelona. Papir, stofrester, skygger, en gammel kuffert, træ, jord, en knækket paraly. Alt blev forvandlet til hemmelige huler, fortryllede haver, magiske gange, dunkle værksteder, trygge reder – arnesteder for unikke møder med publikum.
Billedet herunder er fra mit nok største scenografiske arbejde totalinstallationen Duften af Betlehem på Teaterhuset Filuren i 2022. Foto: Bibi Berge.
